FORÆLDRE MOD POLITIBRUTALITET

Betjente skyder igen en psykisk syg

Endnu engang er en psykisk syg blevet dræbt af politiet. Så vidt det kan læses i pressen var familien til den dræbte, bange for at han ville tage livet af sig selv. Det fremgår også af pressen at familien har kontaktet politiet.

Først af alt er det tankevækkende at betjente som er uddannede til at pågribe lovovertrædere og opklare forbrydelser, bliver sendt ud til en mand der muligvis har post traumatisk stress syndrom, og som angiveligt skulle være suicidal. Hvordan er disse betjente og muligvis deres overordnede kommet frem til, at to uniformerede betjente kan “hjælpe” en mand i psykisk ubalance?

Med den erfaring vi i foreningen har med politiets form for “dialog”, kan der ikke være kommet meget godt ud af denne situation. Har de truet ham med anholdelse hvis han ikke afstod fra selvmord? Har de sagt at det er “forbudt” og at han kan imødese sigtelse og straf for at forsøge at tage livet af sig? Har de taget pebersprayen frem og truet manden? I hvert fald har de fået pebersprayen for at undgå at skyde, og netop undgå at dræbe i sådanne situationer.

Lad os antage at disse to betjente er mødt op med intentionen om at tale manden fra sit forehavende og at komme ham i møde på anden måde, end de normalvis møder borgerne. Hvilken virkning har det så haft på denne mand, at to uniformerede betjente møder op på hans adresse? Er han mon faldet til ro og har affundet sig med overmagtens ankomme, og følt sig tryg i deres varetægt? Det peger ikke i den retning. Det er sket før at politiets fremmøde og adfærd har eskaleret en situation der ellers var under kontrol, på trods af at der har været en fare for menneskeliv - i denne situation også med en sabel.  

Både politiet, politikerne og os som borgere bør spørge os selv, om vi vil slå os til tåls med at poltiet skal agere sociale arbejdere eller i dette tilfælde psykiatriens forlængede arm, bevæbnede og klar til at dræbe. Er det overhovedet deres job og er det tilfredstillende for både de syge, deres pårørende, os som borgere og ikke mindst politiet selv, at betjente pga af et fejlende og mangelfuldt sundhedssystem gang på gang skal varetage opgaver de ingen forudsætninger har for at kunne håndtere?

Cerepo har udgivet en bog på forlaget Frydenlund “I tryghedens navn” af Mette Volquatzen der bla omhandler denne problemstilling. Bogen kan bestilles på nettet.

Lisbeth Bryhl

This entry was posted on onsdag, marts 11th, 2009 at 22:14 and is filed under Ikke kategoriseret. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.