Klage: 1-2-3 mange løgnagtige politirapporter
Statsadvokaten
for København og Bornholm
Jens Kofoeds gade 1, 3. Th
1268 København K
Fredag d. 1. maj 2009
Klage vedrørende urigtige politirapporter efter rydningen af Ungdomshuset 1. marts 2007
I forbindelse med statsadvokatens svar af 15. april 2009 på 12 forsvarsadvokaters klage over vicepolitikommisær Sten Gert Christensens urigtige politirapport af 2. marts 2007, ønsker jeg at indgive en klage over en række af øvrige urigtige politirapporter efter rydningen. Det er for længe siden fremkommet, men er nu også offentligt kendt i pressen, at der foreligger adskillige samstemmende og næsten enslydende rapporter efter rydningen af Ungdomshuset, omhandlende masseanholdelser. Eksempelvis fra Fyensgade 1. marts 2007, Griffenfeldsgade om formiddagen 1. marts 2007, samt natten mellem 2. og 3. marts på Jagtvej - den såkaldte “Dækssag”. Såfremt der findes andre rapporter med samme eller tilsvarende ordlyd, ønsker jeg også disse undersøgt.
De samstemmende og enslydende formuleringer i adskilligt urigtige politirapporter, angiver at anholdende betjente var “100 % sikre” på (eller anden tilsvarende “sikker” formulering), at de anholdte havde gjort sig skyldige i deltagelse i urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset. Det uanset om de betjente der står angivet som anholdende, reelt ER de anholdende betjente eller om de blot er overordnet de reelt anholdende betjente. Eller om de rapportskrivende betjente befinder sig et sted, hvor de kan se hvad de anholdte foretager sig.
Så vidt jeg er bekendt har ingen af rapporterne ført til domsfældelse. Jeg er tværtimod bekendt med at samtlige fra masseanholdelsen på Griffenfeldsgade fik tiltale frafald, at “Dæksagen” fra Jagtvej førte til frifindelse i byretten for alle tiltalte, og at dommen ikke blev anket fra anklagemyndighedens side, bl.a. pga. misvisende, urigtig og mangelfuld bevismateriale fra politiets side. Herunder et billede af 44 dæk (dokumenteret ved Merete Stagetorn) på Jagtvej. Billedet var taget næstfølgende formiddag ca. kl. 09.00, selvom politividner forklarede i byretten at mere end 70 dæk blev flyttet om natten for at sikre fortsat patruljering. Som tilskuer til retssagen spørger man sig selv om “de” som har taget billedet, har flyttet dæk ud på kørebanen igen?
I sagen fra Griffenfeldsgade dokumenterede politiet formodet brostensopgravning, med et billede af en bunke brosten ved Bellahøj Station. Betjenten som “så” de brostensopgravende anholdte, befandt sig på Stengade bag den daværende tæt bevoksede Folkets Park. Uafhængige vidner fra områdets butikker og lejligheder angav at ingen af de anholdte gravede brosten op.
Det forekommer utænkeligt at enkelte betjente uafhængigt og uden godkendelse fra ledelsen i politiet, har udfærdiget rapporter med omtalte “sikre” og enslydende formulering.
Jeg ønsker at indklage disse omtalte rapporter for statsadvokaten, samt undersøgt hvorvidt politiets ledelse har kendt, godkendt og eventuelt koordineret disse rapporter. Det krænker i høj grad retsfølelsen og svækker i særdeleshed tilliden til politiet, idet særligt rapporten fra masseanholdelsen på Nørrebrogade 1. marts 2009 - den såkaldte “knibetangsmanøvre” - har været fremlagt for både By-, Lands- og Højesteret i afprøvelsen af varetægtsfængslingerne. Dette endda sammen med en videodokumentation der angav at langt de fleste anholdte var at finde ved Assistensens kirkegårdsmur både før og under anholdelsen, uden at deltage i urolighederne. Jeg er klar over at sagen verserer i Landsretten og endnu ikke er afgjort ved dom. Det er dog værd at bemærke at alle 26 blev frifundet i Byretten - af en enig domsmandsret.
Jeg ønsker også i denne forbindelse undersøgt, hvorvidt politiets ledelse efter urolighederne 16. december 2006, og masseanholdelsen som i denne forbindelse ikke førte til masse-varetægtsfængslinger, har forsøgt at “sikre” sig “beviser” der kan føre til varetægtsfængslinger af anholdte efter rydningen 1. marts 2007.
Slutteligt vil jeg påpege at politiets “præventive” indsats før rydningen af Ungdomshuset, giver et meget uheldigt billede af at man fra politiets side anså det for påregneligt, at såfremt man deltog i en demonstration i sympati for Ungdomshuset, kunne blive anholdt. Forud for rydningen uddelte politiet flyers på mange offentligt tilgængelige steder på Nørrebro, eks. cafeer og lign., samt orienterede på skoler i området om, at såfremt man deltog i demonstrationer, kunne man påregne/risikere at blive anholdt.
Hvordan kan politiet orientere/advare om anholdelse i forbindelse med demonstrationsdeltagelse? Havde det ikke været relevant at orientere om hvordan man kan deltage lovligt, og hvornår man er deltager i uroligheder?
Der foreligger en meget klar Højesteretsdom fra 1996, der angiver præcist og udtømmende hvornår man er deltager og hvornår man er tilskuer. Med hvilken hjemmel har politiet ret til advare mod egentlig demonstrationsdeltagelse, og var der i forvejen lagt en strategi om at anholde alle der måtte befinde sig på gaden, og som havde sympati for Ungdomshuset?
Der findes ikke lovgivning om “sindelag” eller holdning, og det er fortsat en grundlovssikret ret til at demonstrere.
Der tegner sig desværre et billede af et politi forberedt på at anholde og varetægtsfængsle alle der måtte demonstrere i denne forbindelse - uanset kriminelle forhold eller ej. Denne beskrevne “præventive” indsats underbygger, at der fra politiets side, var planlagt masseanholdelser der skulle føre til varetægtsfængslinger uanset omstændigheder. Hvorfor ellers denne advarsel?
Jeg henviser også til politi personalets fagblad som efter rydningen, kaldte indsatsen efter rydningen en “oprejsning” fra 1993. Det er ikke et kønt billede det tegner af politiets indsats. Politiets virkeområde er ikke så vidt jeg er orienteret hverken “hævn” eller oprejsning, men alene opretholdelsen af lov og orden.
På vegne af “Forældre mod politibrutalitet”
Lisbeth Bryhl
This entry was posted on fredag, maj 1st, 2009 at 04:08 and is filed under Ikke kategoriseret. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

Have your say
You must be logged in to post a comment.