Formandens grundlovs tale
TALE TIL GRUNDLOVSARRANGEMENT 2009.
Velkommen til FOMOPOBs grundlovsarrangement. Det er andet år i træk, vi afholder dette arrangement, så man kan vel sige at det er ved at være tradition. Nu er traditioner til for at blive brudt, når de ikke giver mening mere; men foreløbig er der ikke meget, der tyder på, at vi ikke ses næste år igen. Retssikkerheden, som er det fokus vi har på Grundloven, er nemlig under voldsomt pres i disse år. Mange af de politikere, som i dag står rundt omkring og besynger grundloven, underminerer nemlig selvsamme ved deres skammelige forsøg på at forringe retssikkerheden gennem terrorlove, utidig indblanding i retssystemets afgørelser, evindelige krav om strengere straffe imod al sund og dokumenterbar fornuft osv.osv. Samtidig har vi et politi, som med mellemrum opfører sig som om Danmark var en bananrepublik, og det var deres opgave at straffe på gaden. Så der er ikke meget, der tyder på, at vi ikke skal mødes her igen næste år og slå et slag for at grundloven tages alvorligt.
Vores fokus i dag er demonstrationsretten. Til at hjælpe os har vi indbudt advokat Mikael Bjørn Hansen, og Filip Soos, som er centerleder for CEREPO. Men først et par ord om hvem vi er, og hvad vi har på hjerte.
FOMOPOB blev dannet i 2006 af en gruppe forældre, som reagerede på at deres børn var blevet rigtig, rigtig dårlig behandlet af politiet i forbindelse med lovlige ikke-voldelige demonstrationer. 2007 og -8 var i meget høj grad præget af Ungdomshusets rydning og de efterfølgende demonstrationer og aktioner for at få et nyt. Her fik vi i bogstaveligste forstand gået vores barnesko til, og var vi nogen der tvivlede på vores børns beretninger om et voldeligt, konfliktoptrappende politi, så er denne tvivl blevet gjort alvorligt til skamme.
I starten diskuterede vi om vores navn ikke var lige lovlig bombastisk, politibrutalitet? Men når politiet overtræder deres stavreglement og slår demonstranter i hovedet, slår folk der sidder på jorden eller bagfra når de flygter – er det så ikke brutalitet? Når der bruges peberspray på personer, der ikke gør modstand, er det så ikke brutalitet? Når demonstranter kaldes svans, luder, møgkælling, perker eller perle, af myndighedspersoner- er det så ikke brutalitet? Når passive tilskuere arresteres og varetægtsfængsles på konstrueret grundlag – er det så ikke brutalitet? Jo, brutalitet er ordet der dækker disse handlinger, og vi er fadenme mod brutalitet?
Efter at det nye ungdomshus på Dorteavej blev en realitet i sommeren 2008, har det været slut med de ugentlige spadsereture for foreningens medlemmer. Konfrontationerne med politiet var det dog ikke slut med. De mange kritiske unge, som demonstrerede utrætteligt for et nyt Ungdomshus blev flere og fik energi til at gå på gaden for andre samfundsmæssige urimeligheder. Bla. den danske asylpolitik har været genstand for en del demonstrationer. Den mest spektakulære var luk lejren aktionen i efteråret 08, hvor et ikke voldeligt forsøg på at klippe hul i et symbolsk hegn til Sandholmlejren blev mødt af en overvældende politistyrke med alt fra helikoptere til beredent politi samt en hel hær af betjente. En demonstration, der skulle være endt i en fredelig gang kaffe og kage med asylansøgerne, endte i orgie af tåregas.
Også internationale konflikter har givet anledning til anledning til kritik af politiets adfærd ved demonstrationer. Israels massakre på Gazastriben gav anledning til store demonstrationer. Her var det især folk med anden etnisk herkomst, der kom i skudlinjen. Mest omtalt er bataljen fra Stormgade, som bedst er kendt fra perker/perlesagen. Her benyttede politiet sig igen af den stærkt kritiserede knibtangsstrategi, og masseanholdt en stor gruppe hovedsagelig bestående af palestinensere som var på vej fra en demonstration til en anden. Udover igen at demonstrere politiets manglende fingerspidsfornemmelse og evne til at agere konfliktnedtrappende, gav denne episode også et grimt billede af et politi, der pænt fortalt totalt mangler forståelse for andre kulturer. Mikael Bjørn Hansen har været forsvarsadvokat for nogle af de arresterede i denne sag og vi glæder os til at høre ham senere i dag.
Fremadrettet ser vi i FOMOPOB med stor bekymring på det forestående klimatopmøde. Topmøder har generelt de senere år været skueplads for meget uheldige sammenstød mellem politi og demonstranter. Vi fik en forsmag på det for 2 uger siden, hvor politiet viste deres determination til med alle midler at forhindre en demonstration i at nå frem til Bella-centeret. De, der var med, har hørt beretninger eller set videoklip fra denne aktion ved, at politiet ikke står tilbage fra at lemlæste demonstranter. Vi må opfordre politikere til at mane politiet til besindighed. Det skulle nødig ende i en situation, som vi har set fra Gøteborg, Genova, eller London, hvor demonstranter bliver lemlæstet eller ligefrem slået ihjel. Faktisk er politiets opgave ved demonstrationer, at beskytte de demonstrerende, ikke at forulempe dem.
Det har vist sig at være meget svært at komme igennem med vores budskab. Politiet er blevet fantastisk dygtige til pressespin, og kan så at sige gå på vandet. Vagthavendes rapporter citeres ukritisk af pressen som den rene sandhed, og talsmænd som Per Larsen og Flemming Steen Munch kåres med jævne mellemrum som nogle af landets mest troværdige personer. Sidstnævnte har måske fået lidt ridser i lakken efter sin opstilling for Venstre, hvilket stiller hans udtalelser omkring Ungdomshuset i et noget anderledes lys. Vi har igen og igen udsendt pressemeddelelser, hvor vi har imødegået politiets udlægning af sagerne; men i bedste fald havner de på modkrafts portal. Ingen ønsker at få ødelagt billedet af et dygtigt og redeligt politi. Det har heller ikke været muligt, at råbe politikerne op. Bortset fra enhedslisten har ingen politikere turdet stille sig kritisk over for politiets udlægning af sagerne. Og politiets pressetaktik virker – en historiker, Mette Vollguartsen har i år udgivet en bog, hvor hun dokumenterer, at politiet gennem sine pressekampagner - baseret på frygt for utryghed - de sidste 10-20 år har fået øget sine bevillinger markant. Og dette i en periode, hvor alle andre offentlige institutioner, fra børnehaver til sygehuse er blevet skåret ned – og ikke mindst interessant - samtidig med at kriminaliteten har været for nedadgående.
Vi er ikke ude på at få beskåret politiets ressourcer; men vi vender os mod, at dette sker på grundlag af et falsk skræmmebillede af bla. voldelige unge, som man er nødt til at bekæmpe på gadeplan. Vi kunne ønske os ressourcerne brugt til en bedre politiuddannelse, hvor der sættes fokus på dialog og konfliktnedtrapning, og måske en bedre screening af ansøgere, så færre uheldige elementer slippes ind i korpset. Og så er der jo mange andre ting at bruge ressourcerne på, kvindehandel og økonomisk kriminalitet for blot at nævne et par eksempler.
Et emne, der også har fyldt meget for FOMPOB det seneste års tid, er det retslige efterspil efter de mange arrestationer i forbindelse med Ungdomshusets rydning og de efterfølgende uroligheder. Det har været skræmmende at se og høre alle de beretninger om tilfældige anholdelser, efterfølgende varetægtsfængslinger, og sigtelser på falske grundlag. I en nyudgiven hvidbog betegner en gruppe forsvarsadvokater dommervagten i dagene efeter rydningen som et juridisk galehus. Af de knap 1000 der blev arresteret blev ca 200 varetægtsfængslet; men efterfølgende er kun ca. en fjerdedel af de 200 blevet dømt – resten er enten frifundet eller anklagemyndigheden har frafaldet sagen. Samtidig påpeger forsvarsadvokaterne, at politiets vidneudsagn i mange tilfælde er dybt kritisable, for ikke at sige usande. Denne sag fortjener i meget høj grad offentlig belysning.
Tænk på hvor voldsomt et indgreb, det er at blive varetægtsfængslet, og hvad det gør ved ens retsfølelse at vide at man er revet bort fra sin hverdag og omgivelser på et falskt grundlag. Hvis det ikke er brutalitet, så ved jeg ikke hvad brutalitet er – og jo der er sandelig god grund til at værne og stramme op om vores grundlovssikrede retssikkerhed.
God grundlovsdag.
This entry was posted on søndag, august 16th, 2009 at 14:20 and is filed under Ikke kategoriseret. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.

Have your say
You must be logged in to post a comment.